Idé & opstart

.
.
.
.
.
.
.
.
.
.

Foreningen blev søsat den 11/8 2007, på en stiftende generalforsamling. Stifterne var Thomas Kristensen, Svend Erik Gormsen, Peter Mortensen, Bent Rishøj, Torben Gerstrøm, Per Thomsen, Leif Christiansen og Bo Christensen.

Vi var nogle stykker der igennem længere tid, havde gået og leget med tanken om at etablere en forening, som havde med lastbiler at gøre. Og noget der kunne samle nogle mennesker med interesse for lastbiler og landevejstransport, før og nu. Vi snakkede en del om, om der skulle være nogle specielle adgangs krav for at blive medlem af en kommende forening. Et krav kunne være at man skulle være eller havde været chauffør. Men vi blev dog hurtigt enig om at adgangskravet blot skulle være: at man har interesse for lastbiler og transport ad landevejen. Alle som deler denne interesse, kan deltage i foreningens arbejde og hyggestunder. Vi havde/har jo selvfølgelig også et håb om at vi kan få nogle af de ”gamle” chauffører som er gået på pension, til at møde op og bidrage med deres erfaringer og historier fra deres tid som aktiv chauffør. Det ser i dag ud til at dette så småt er ved at lykkes.Vi har i hvert fald fået nogle stykker i medlemskredsen som ser ud til at hygge sig med at komme i foreningen og få noget snak om gamle dage og følge med i og deltage i vore projekter med de to gamle lastbiler vi er i gang med at prøve at renovere.

Vi havde en idé om at foreningen ikke havde nogen særlig lang levetid som blot en kaffeklub og vi var derfor enige om fra starten, at vi i foreningen også skulle have et arbejdsprojekt at mødes om, for på den måde at holde gryden i kog.  Hvad angår dette med  arbejdsprojekterne, var vi så heldige, at  medstifter Bent Rishøj og dennes bror Kjeld, havde fundet en lastbil - en Mercedes L4500 årgang 1954 til restaurering, som de ville forære ”os” hvis vi kunne stable den forening på benene, som vi længe havde gået og talt om. Det blev det sidste skub der skulle til for at komme i gang med foreningsprojektet. Mercedes’en har tilhørt Kjeld og Bent’s far, og det blev aftalt, at bilen skal istandsættes så den igen kommer til at stå som dengang de to brødres far ejede bilen. Dette var der fuld enighed om, da vi jo sammen med bilen og med Bent Rishøj som tidligere chauffør på bilen, dermed har en fantastisk historie at fortælle sammen med bilen.

Medstifter af foreningen, vognmand Peter Mortensen, har en Scania L 76 som er restaureret. Dog mangler han at få restaureret kølekassen til Scania’en. På den stiftende generalforsamling, foreslog Svend Erik Gormsen, om det var en mulighed at hvis foreningen hjalp Peter med at få færdiggjort kølekassen, at vi så kunne bruge Scania’en  lidt i foreningsrisi. Det var der hurtig enighed om at det ville være en god idé. Peter står jo selvfølgelig for alle udgifter i forbindelse med færdiggørelse af 76’eren, da bilen jo er Peter's 100%.  Men foreningen får jo så, via Scania’en, en fin hjælp til at få skabt noget opmærksomhed om foreningen, som vi er enige om vil blive til stor gavn og glæde for foreningen.

Hvor skal vi have til huse? Ja dette blev jo det næste store og ikke uvæsentlige spørgsmål. Men her kom Peter Mortensen så med et flot tilbud. Han er indehaver af nogle kontor og lagerbygninger på havnen i Hirtshals hvor der var plads til os. Her har vi fået lavet værksted og klublokale. Vi må nok sige at vi har fået et rigtig fint ”hjørne” her. Det er blevet rigtig godt. Men inden vi nåede så langt og Peter fik lavet plads og bygget lidt om på værkstedet så vi kunne flytte ind der, har vi jo været lidt i gang med både Mercedes’en og kølekassen. Her må vi lige nævne at vi har holdt til ved vognmand Henry Petersen & sønner i Hirtshals, som har stillet værksted til rådighed for foreningen. Men nu er vi på plads i egne lokaler og nu kan vi koncentrere os om foreningens projekter og det hyggelige samvær i vore fine lokaler. Alt i alt, må vi sige at vi har fået en fin start, alle har arbejdet ihærdigt på at nå dertil hvor vi står i dag.

Udover Mercedes’en råder foreningen p.t. over en kugletankanhænger og et par kugletanke til en forvogn. Hængeren og de to kugletanke er foreningen blevet foræret af De Bette Biler v/Svend Erik Gormsen. Med disse er ideen at få lavet en Ålborg Portlandbil en gang ud i fremtiden. Endvidere råder foreningen over et stort billede arkiv af lastbiler fra hele landet som medlemmerne kan studere i foreningens lokaler.

Dette var lidt om Foreningen Nordjysk Lastbilnostalgi af 2007. Vil du vide mere om os, er du velkommen til at kontakte os for mere info. Se under Kontakt i menulinjen foroven på siden.

Klik på billederne for at se dem i et større format.